KMB2 - Holte

Kampreferat af den spændende julefrokost holdkamp mellem KMB2 og Holte.

3. division lørdag den 7. december

Lørdag den 7. december var ikke hvilken som helst kampdag: foruden dobbelt holdkamp på hjemmebane var det også dagen hvor julefrokosten skulle løbe af stablen, og alle ved, at julefrokosten bliver lidt sjovere med en sejr eller to på kontoen. 

Holte stillede stærkt og vi vidste på forhånd at vi skulle gå ind og spille med alt hvad vi havde. Kampen blev som sædvanlig sat i gang med de to mixer og de to ds’er og vi startede med at komme rigtig godt fra start. Både 2. mix med Rosmann og undertegnede og 1. ds med Anita vandt i to sæt og 2. ds med Michelle hev en tre sæts sejr, og således var vi foran 3-1 efter første runde eftersom Nørsø og Josefine desværre måtte se sig besejret i 1. mix. 

Herefter blev herresinglerne sat i gang, som vi måtte dele 2-2. Jensen og Busch hev to gode sejre, hvorimod Gunnarstein og Bay måtte se nederlaget i øjnene mod to stærke spillere. Før doublerne var stillingen altså 5-3 til KMB. 

I begge DD’er vekslede spillet noget frem og tilbage, og det var mere fight end noget andet. Dog betød dette at begge KMB’s damedoubler hev sig sejrsrigt ud med 21-19 i tredje sæt og den samlede sejr var således i hus med 7-3. 

Holte ville dog have mere for pengene og tog to ud af de tre herredoubler, da kun Rosmann og Bay vandt med 21-18 i tredje i 3. HD. Nørsø og Bush, samt Jensen og Gunnar, måtte derimod se sig slået i to tætte sæt i hhv. 1. og 2. HD.  

Det var altså en kamp hvor begge hold kom med alt hvad de havde på dagen, og der var mange tætte sæt. Men med god fight og tro på tingene fik KMB 2 endnu en sejr i banken med samlet 8-5 og bevarer således 1. pladsen i puljen med 8 point ned til KBK som vi møder næste gang. Der er således masser på spil i næste kamp, hvor der spilles om 1. pladsen i det indledende gruppespil. 

/Nicoline